Havets datter

Hun sidder,
halvt drøm – halvt tåge,
formet af skygger og lys
på klippen hvor tiden går i opløsning.

Hendes hår brænder som solnedgang i storm,
hver bølge en tanke,
hver skygge et savn.
Hun lytter til havets stemme,
en sang kun hun forstår –
om længsel, om valg,
om verdene hun ikke kan være i.

Farverne flyder som følelser uden navn,
blå som dybden i det hun har mistet,
orange som håb, der endnu gløder
i hjertet af det uopnåelige.

Hun er ikke fri.
Men hun er sand.

Hun er formet af længsel og lys — fanget mellem to verdener, men tro mod sin drøm.

Spejlet i vandet

Han kom fra siv og skygge,
hvor latter var et våben
og ensomhed hans skjul.

Verden så ham som fejl —
en plet i spejlet,
en stemme uden ekko.

Men tiden lærte ham stilhed,
vinden lærte ham styrke,
og spejlet — spejlet —
viste pludselig vinger
han aldrig vidste han bar.

Nu bærer han lyset på ryggen
og mørket i sin hukommelse,
svævende over det vand
der engang skjulte hans navn.

Han blev ikke smuk — han opdagede, at han altid havde været det .

Hun kom med stilhed

Hun sagde intet,
men vinden talte for hende.

En hånd af is
strakte sig gennem himlen,
og barnet fulgte –
ikke af tvang,
men af noget dybere:
et savn forklædt som tryghed.

Snefnug faldt som glemte ord,
hvert eneste et minde
han ikke længere kunne mærke.

Og alligevel –
i kuldens favntag,
bar han stadig varmen fra en sommer
han næsten havde glemt.

Hun førte ham med sneens hånd – og han fulgte, ikke fordi han frøs, men fordi han havde glemt varmen. 

Standhaftighed

Han havde kun ét ben
men hele hjertet.
Ikke lavet af kød,
men af vilje.

Hun dansede i flammer,
en skikkelse af papir og nåde,
og han så kun hende
mens alt andet brændte.

Verden bøjede og knækkede,
men han stod –
ikke fordi han ikke kunne falde,
men fordi han havde valgt at blive.

De smeltede ikke i nederlag,
men i kærlighedens ild,
der glemte forskellen
mellem blik og sjæl.